Interview

Lotte Elmann Wegner: “Virkeligheden er ofte så ufattelig mere grum, end min fantasi kan følge med til, så research med udgangspunkt i fakta, har været vigtigt for mig”

INTERVIEW: Lotte Elmann Wegner debuterede med sin første roman “Er her nogen?” d. 28. februar 2018. Spændingsromanen dykker dybt ned i den fysiske og psykiske nedbrydning af et menneske.

Hvordan fik du idéen til “Er her nogen?”
Spørgsmålet er vanskeligt at besvare, fordi ideen udviklede sig undervejs, hvilket den gør, når jeg skriver. Der foreligger ikke nogen færdig og helstøbt idé i starten af skriveprocessen. Mit startpunkt er ofte konturerne af en person, jeg i et stykke tid har formet i mine tanker – således også med Vibe, der arbejder i sin mors antikvitetsforretning, som i tilfældet med ”Er her nogen?”. Jeg har en fornemmelse af stemningen, denne person skal bevæge sig i, og en overordnet ramme, som næsten altid ender med at udvikle sig til noget helt andet. Min person udvikler sig, møder andre personer, der også udvikler sig, og pludselig fører de historien i en retning, jeg ikke oprindeligt havde regnet med. Den amerikanske forfatter Anne Lamott citerer i sin bog ”Bird by Bird” forfatteren E. L. Doctorow for at have sagt: ”Writing a novel is like driving a car at night. You can see only as far as your headlights, but you can make the whole trip that way” Det er så præcist beskrevet, synes jeg, og meget genkendeligt for den proces jeg var igennem med ”Er her nogen?”

Men der var et par elementer, som var bærende for hovedpersonen og bogens tema som udgangspunkt. Det fascinerende og samtidig skræmmende i, hvor let vi kan nedbryde hinanden som mennesker. Og hvor vanskeligt det tilsyneladende kan være at finde tilbage til sig selv, når først man ”har tilladt” at lade sig nedbryde. Der er på en måde noget permanent ved psykisk nedbrydning, som ikke lader sig hele, og logisk forstår vi jo, at børn, der vokser op i dysfunktionelle familier ikke har muligheden for at flytte sig. De har i mange tilfælde ikke et valg. Men det bliver rigtig vanskeligt, når man hører og læser om voksne mennesker, der i årevis ”frivilligt” har fastholdt sig selv i et fysisk og psykisk usundt miljø, og spørgsmålet man uvægerligt må stille er:
-Kan det ske for alle? Ikke for mig, tror jeg de fleste ville svare.
-Jeg ville bryde ud af et forhold, inden det udviklede sig som tilfældet er i ”Er her nogen?”. Men er det sådan, eller er nogen bare mere heldige end andre? Disse tanker startede ideen bag ”Er her nogen?”

Et andet afgørende element i den oprindelige tanke bag ”Er her nogen?” var det skæve forhold mellem fornuft og følelse, rigtig og forkert. Når man ikke har noget i klemme personligt, så er det altid nemt at stå på den rigtige side af stregen. Mit gæt er, at størstedelen af alle, hvis adspurgt, vil svare, at de går ind for en retsstat. Selvfølgelig må man ikke udøve selvtægt. Selvfølgelig skal vi alle respektere love og regler, alle er uskyldige indtil dømt osv. Men i det ligger jo også, at vi alle tror på den præmis, at vi spiller efter de samme regler. Så hvis en voldsmand får en dom, så forstår han vel, at han ikke må udøve vold igen. Hvis en eksmand får et tilhold, og derfor ikke må nærme sig sin ekskone, så forstår han selvfølgelig, at det er en dom, han skal respektere og følge. Men hvad sker der så, når nogen pludselig ikke spiller efter reglerne? Og hvad hvis du selv eller en af dine kære blev offer for en person, der ikke respekterede, de regler, vi har sat op for hinanden. Hvad hvis denne person måske endda ødelagde dit liv? Pludselig står rigtigt og forkert ikke helt så klart frem. Og måske er ideen om selvtægt ikke så fjern. Det var en anden væsentlig refleksion, som betød noget for skabelsen af ”Er her nogen?”

Du debuterer med denne bog. Hvor lang tid har du brygget på “Er her nogen?”
Litteratur har altid spillet en stor rolle i mit liv. Både skønlitteratur, men også faglitteratur, undersøgende journalistik m.m. Jeg læste engang en bog af en fyr, der havde udarbejdet et koncept. Pointen var, at man kunne gøre sig fri af arbejdsmarkedet med nogle få principper. Et af dem var at nedsætte sit forbrug markant. Denne fyr fortalte så, at han havde købt henved 100 bøger om året, men nu havde skåret ned til et par stykker. 100 bøger! Det var virkelig voldsomt, husker jeg, jeg tænkte. Jeg var så fascineret, at jeg fortalte om det til min mand, og hans svar var noget i stil med, at det gjorde jeg da også. Jeg nægtede hårdnakket – simpelthen fordi det ikke faldt mig ind, at det kunne være rigtigt. Da jeg tjekkede, lå jeg et godt sted over 80 bøger, og det var virkelig en overraskelse for mig. Pointen her er, at jeg selvfølgelig godt kan svare så nogenlunde på, hvornår jeg satte det første og det sidste tegn i manuskriptet og bruge det som målestok for, hvor længe jeg har arbejdet på det, men det mere præcise svar er nok, at jeg i virkeligheden har brygget på ”Er her nogen?” det meste af mit voksenliv. Der er inspiration fra alle de fantastiske tekster, jeg har tygget mig igennem, siden jeg startede med at læse. Måske ikke i den specifikke handling, men helt sikkert i både ordvalg og vendinger, stemninger og følelser. Der er indvævet oplevelser, jeg havde som helt ung, men først har nedskrevet nu. Der er inspiration fra personer, jeg har kendt eller kender – både fra mine teenageår og de seneste år. Så der er brygget på den længe, men hvis jeg skal være meget konkret på selve skriveprocessen, så gik der nok et års tid fra første bogstav blev sat, til sidste punktum afsluttede manuskriptet.

Er der noget, der har overrasket dig ved at springe ud som forfatter?
”Er her nogen?” er min debutroman, og der er i skrivende stund stadig halvanden uge til udgivelsen, så i sagens natur har jeg endnu ikke haft de store overraskelser, men hvis noget allerede nu har forundret mig på det personlige plan, så er det, hvordan man bliver mere og mere tyndhudet, som udgivelsen nærmer sig. Er det nu godt nok? Det er som at stå med sin førstefødte i armene og pludselig blive i tvivl: er det et velskabt barn?

Jeg forsøger at holde følelsen fra døren ved at sige til mig selv, at man risikerer slag, hvis man stikker næsen frem. Så jeg krydser den ene hånds fingre og glæder mig bare til de store overraskelser, der helt sikkert også vil manifestere sig. Og krydser den anden hånds fingre for, at de må være positive.

Hvorfor var det netop krimi-genren, du gav dig i kast med?
Krimifans vil helt sikkert give mig ovennævnte slag på næsen, hvis jeg påstår, at det er en krimi. Det er en spændingsroman med ligeså stor tyngde på familieforhold, følelsesliv, konflikter mellem mennesker som et vigtigt element gennem hele bogen i forening med spændingselementet. Fra manuskriptet er antaget til det foreligger i bogform og senere udgives går der en rum tid. Så det er et stykke tid siden, jeg slap ”Er her nogen?”. Jeg har siden arbejdet koncentreret på to manuskripter, der hverken har krimielementet eller det klassiske spændingselement i sig, så at denne min første roman er en spændingsroman, kan vel tilskrives et tilfælde. Det betyder ikke, at jeg ikke vil kaste mig over spændingselementet igen. Det er meget sandsynligt, men genren er ikke så væsentlig for mig, det er til gengæld historien og sproget. Jeg holder meget af ord, og det sproget kan, når man rammer det helt rigtigt. Sætningen, der siger alt og skaber en følelse så perfekt, at man må læse den flere gange. Så i al ydmyghed er det noget jeg selv tilstræber i mine bøger uanset genre, også i ”Er her nogen?”.

Hvordan researchede du til bogen?
Jeg tyggede mig igennem litteratur, videnskabelige undersøgelser, personlige beretninger på nettet, kogte det hele ned til en bouillonterning, jeg kunne brygge min egen suppe på. En af de bøger, der gjorde stort indtryk, da jeg researchede til ”Er her nogen?”, var bogen ”When Men Murder Women” af R. Emerson Dobash og Russell R. Dobash. Bogen er et videnskabeligt studie af vold mod kvinder og indeholder i sagens natur forfærdelige historier. Specielt én har sat sig fast: En ung kvinde blev dræbt af sin samlever. Retsmedicinerne fandt 95 separate skader, der dækkede 89 % af hendes krop, herunder kraniebrud, brækkede ribben, flænger i hjertet og så voldsomme skader generelt, at retsmedicinerne mente, de kun kunne være fremkommet fordi kæresten havde trampet og hoppet på hende. Virkeligheden er ofte så ufattelig mere grum, end min fantasi kan følge med til, så research med udgangspunkt i fakta, har været vigtigt for mig.

Derudover var der alle de personlige beretninger på nettet, diverse blogs og chatrooms, som gjorde så ondt i hjertet, men lærte mig en del om, hvordan man som menneske langsomt nedbrydes, når man udsættes for fysisk og psykisk vold, hvordan selvværdet smuldrer, og man ender med at lede efter logiske grunde til ikke at være elsket, ikke at blive behandlet ordentligt. Det er ulykkelig læsning, og man får lyst til at holde om hver og en. Det kan man ikke, i stedet må det skrives ned, og det blev det.

Hvilke forfattere er du mest inspireret af?
Jeg inspireres af rigtig mange genrer og rigtig mange forfattere. Jeg har altid mange bøger i spil – og meget forskellige bøger, både skønlitteratur og faglitteratur. Jeg har lige færdiggjort ”Sådan dør vi” af Sherwin B. Nuland, en fagbog, der beskriver, hvad der sker, når vi dør på forskellig vis (Alzheimers, selvmord, blodprop i hjertet etc.), inspirerende læsning på sin egen måde. Jeg har læst det meste af Michael Polland, som primært skriver om den amerikanske fødevareindustri, Anne Lamott og hendes ”Bird by Bird” har jeg allerede nævnt. Jeg var meget fascineret af bogen ”A Mother’s Reckoning” af Sue Klebold, moren til en af de to drabsmænd bag skoleskyderiet i Colombine High School tilbage i 1999. Kan man forestille sig noget værre, end at få beskeden om, at ens barn har taget sit eget liv, men forinden udførte en massakre på en skole og tog adskillige unge mennesker med sig i døden? Sue Klebold er jo ikke forfatter i klassisk forstand, men hun har skrevet en bog om at være mor til en drabsmand, hadet af en hel befolkning, og der er meget læring og refleksion i at læse den slags også. Ovennævnte bøger og forfattere spænder meget bredt, men inspiration kan komme fra en helt uventet kant, er min erfaring, så jeg forsøger ikke at begrænse mig.

Men skal jeg nævne en gruppe skønlitterære forfattere, jeg virkelig holder af, så vender jeg mig mod en række nordmænd, hvis bøger, jeg synes er fantastiske og kun kan anbefale. Helga Flatland med trilogien ”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må”, ”Alle vil hjem, ingen vil tilbage” og ”Der findes ingen helhed”. Jeg er også i gang med hendes roman ”Vingebelastning”, som er virkelig fin. Roy Jacobsens to bøger ”De usynlige” og ”Hvidt hav”, som jeg begge læste på norsk, er helt fantastiske. Linn Ullmanns ”De urolige” var en stor læseoplevelse. Linda Knausgaards ”Velkommen til Amerika”, det samme. De skriver alle med en stilstand midt i kaos, og så kan de noget med sproget, som er helt fantastisk. Det er bare at gå i gang, hvis man ikke allerede har læst noget af disse forfattere.

Lotte Elmann Wegners debutroman “Er her nogen?” kan bestilles her: http://turbine.dk/produkt/er-her-nogen/ 

Her her nogen.png

Bogen udkom d. 28. februar 2018.

 

Profilfoto: Anja Ekstrøm.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s