Interview

Fantasyforfatter: Bøger er det spejl, der lader os se verden på ny

Forfatter Synne Kristine Eriksen har sat det sidste punktum i fantasytrilogien De tre tyste. Det sidste bind hedder Dødeklokken og afslutter fortællingen om de magiske klokker, livet i skoven og Sigurds søgen efter sin lillesøster. Her sætter forfatteren ord på, hvordan det er at afslutte en fortælling, der har været en del af forfatterlivet i flere år. Og om inspirationskilder og længsler.

Hvordan er det at afslutte en trilogi, der har været en del af dit forfatterliv de seneste år?
Det er meget specielt. Jeg kan mærke, at jeg har meget mere lyst til at fejre denne her bog, end jeg havde med toeren. Det føles, som om jeg først nu har skrevet en bog. De tre bøger er jo én historie.
Men det er også vemodigt. Det var jeg ikke helt forberedt på, at det ville være. Men den dag, jeg havde skrevet det sidste kapitel færdigt, da blev jeg faktisk ret ked af det.
Der er mange, der har spurgt, om jeg vil skrive mere i samme univers, og jeg har altid sagt nej. Jeg syntes, at jeg havde én historie, der hørte hjemme i den verden. Men da jeg var færdig med treeren, begyndte jeg alligevel at tænke på at skrive en prequel. Jeg tror nu mest, det var fordi jeg havde lidt svært ved at give slip.

Hvordan opstod ideen til De tre tyste?
Jamen helt oprindeligt opstod ideen en efterårsdag, hvor jeg var på vej i vuggestue med min søn. Jeg gik og tænkte på, hvor meget jeg holder af efterår, den der duft, der kommer sammen med svampene og de visne blade. På det tidspunkt boede vi i Vanløse, og jeg gik og tænkte på, hvor meget jeg savnede skoven. Dér, hvor jeg voksede op, på Fyn, havde vi skov lige ved siden af. Og i den skov var der et helt særligt sted, som jeg altid har forbundet med eventyr. Det var et sted, hvor granskov og løvskov mødtes, og der var ret bakket og et lille vandløb. Det var sådan et sted, hvor lyset faldt på en særlig måde, og hvor man følte sig sikker på, at elverfolket lige havde været forbi. Og så tænkte jeg ”jeg vil skrive en historie, der foregår i sådan en skov.” Det var den stemning, der er sådan et sted, så flygtig som den er, som jeg gerne ville fastholde.
Man kan vel godt sige, at det er en slags naturnostalgi. Men det er jo også et klassisk fantasytræk. Fantasy bliver altid genrebestemt som noget, der indeholder magi, og det er også rigtigt, men magi kan være mange ting. Besjælingen af naturen – kontakten til naturen og også frygten for naturens kræfter – det er et helt klassisk fantasytræk. Det, og så længslen efter en anden verden. De to ting hænger tit sammen. Da jeg var barn, var det Narnia, der vækkede den længsel i mig, og da jeg blev lidt ældre, var det Ringenes Herre. De har det med længslen og naturen tilfælles, og det, tror jeg, talte meget til mig.

Resten opstod derfra, i mere eller mindre kaotiske associations- og tankerækker. Steder og stemninger inspirerer mig meget, men nogle gange er der en hel masse, der opstår ud fra et enkelt ord. Klokkerne, f.eks. De er med, fordi jeg på et tidspunkt læste Birkeland af Peter Øvig Knudsen. Et sted nævner han et gammelt vejnavn, der ikke er i brug mere – Klokkemagerstien. Jeg kunne bare virkelig godt lide det ord. Klokkemager. Det er et meget smukt ord, og det er en meget specifik kunnen at have, at ”mage klokker”. Det har været rigtig vigtigt engang, ikke? En viden, der var så særlig, at der var et ord for dem, der havde den. Og ja, så bumlede jeg af sted med den ide, og pludselig endte jeg med at sidde og se Youtube-videoer om klokkestøbning og klokkeringning og bede illustratoren lave forsideillustrationerne inde i klokkeformede rammer. Min skriveproces er alt andet end lineær.

Og i virkeligheden tror jeg, at alle forfattere, uanset hvilken genre, man skriver i, eller hvor stramt, man plotter, på en eller anden måde ender med at komme til at skrive sig selv frem. Det kan slet ikke undgås. Det er meget afslørende at skrive en bog! Hele plottet i De Tre Tyste handler på en måde om begivenheder i mit eget liv.  Det var ikke planlagt, det skete bare sådan. Jeg skrev på et tidligt tidspunkt i processen sætningen ”I sneen under elmetræet,” og jeg vidste, at det var vigtigt. Det, der skete i sneen under elmetræet. Meget af handlingen har udviklet sig ud fra den sætning, og et af de sidste kapitler i serien har det som titel. Det var meget rart for mig at få den del til at samle sig til sidst og få tænkt grundigt over, hvad det egentlig var, jeg havde på hjerte med den her fortælling. Den er meget mig.

Hvad gør du for at holde styr på det univers, du har skabt? Har du f.eks. din egen regelbog, så du kan navigere rundt?
Ha! Gid jeg havde, det ville være praktisk. Jeg har forsøgt at strukturere min arbejdsproces mange gange, men jeg tror, at jeg af natur er et lidt kaotisk menneske. Eller, det handler måske snarere om, at jeg kommer til at kede mig, når jeg skal holde mit system ved lige. På et tidspunkt brugte jeg OneNote, så havde jeg faneblade med plot, personer, flora, fauna osv. Det var rigtig hjælpsomt. Men så glemte jeg lidt at opdatere det, eller var ikke konsistent i min måde at bruge det på. På et tidspunkt gled det i baggrunden, og jeg brugte mere bare mine notesbøger. Men jeg skriver mere i mine notesbøger, end jeg læser i dem, og de er meget rodede og delvist ulæselige. Jeg er sikker på, at jeg skriver de samme ting flere gange, sådan lidt guldfiskeagtigt; jeg tror, jeg har indset noget genialt, men så har jeg måske indset det før, skrevet det ned et sted og næsten glemt det igen. Måske er det med at skrive i hånden for mig sådan en positiv udgave af den scene i Harry Potter, hvor Umbridge tvinger Harry til at skære de samme ord ind i sin hånd igen og igen. Jeg tror, det med at skrive i hånden hjælper til at mejsle tingene ind i min hjerne, så jeg kan huske dem uden at behøve at slå dem op.

Jeg vakler lidt imellem, om jeg burde blive mere struktureret – finde ”the system to end all systems” – eller måske bare acceptere, at forskellige redskaber passer til forskellige steder i processen.

Er der en af dine personer, du holder særligt af?
Det er virkelig svært at svare på! Der er flere. Men Myrhat måske. Hun er klokkemager, et lille, vildt skovvæsen, og hun lader ikke nogen bestemme over sig. Og samtidig er hun så … ordentlig. Hendes moralske kompas er meget stærkt. Og så kæmper hun med at finde ud af at skrive sin egen historie. Hun har en benhård mor, Jernurt, som er sit folks leder – en meget stærk leder – og så har hun også to meget markante mostre, Sværdlilje og Valurt. Hun skal finde sin egen vej, sætte sit eget aftryk på verden.

Hvad håber du, læserne får ud af at læse De tre tyste?
C.S. Lewis beskriver i en af Narnia-bøgerne forskellen på at se en smuk udsigt, og så at se den samme smukke udsigt i et spejl. At den verden, man ser i spejlet, er velkendt, men alligevel anderledes – dybere og mere underfuld end den verden, den spejler. Som om verdenen i spejlet er del af en historie, man ikke kender, men brændende ønsker at høre.

Jeg tror, at det, jeg prøver at sige, er, at det, jeg allerbedst kunne tænke mig, er, at nogen læser mine bøger og for en tid føler sig suget ind i den verden i spejlet. Det er det med den længsel igen … Jeg synes selv, den bliver sværere og sværere at fange, efterhånden som jeg bliver ældre.
Og så håber jeg, at slutningen rører folk. Den var både vigtig og meget svær for mig at skrive, og jeg håber, at der er noget af alt det, jeg følte, da jeg skrev den, som er trængt ind i ordene og bliver givet videre til læseren.

Har du nye projekter på tapetet?
Ja, det har jeg. Flere forskellige. Men de er alle så nye, at jeg ikke er helt klar til at fortælle om dem. Men jeg er i hvert fald ikke færdig med at skrive fantasy.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s